Forbered jorden før plantning. Løsne jorden 2-3 gange bredere end potten eller roden. Bland lidt havekompost eller jordforbedring sammen med den løsnede jord. Dette sikrer en god start med næring, og plantens nye rødder har lettere ved at sprede sig. Derefter kan du plante i jorden.
Plant hurtigst muligt efter modtagelsen, så planterne ikke tørrer ud. Vand hele området lige efter plantning.
Plant dine buske og træer i bede. Planter i krukker har større risiko for at gå ud om vinteren på grund af frost og tørkeskader. Endvidere tørrer krukker hurtigt ud om sommeren, og gødningsværdien forsvinder hurtigere end i blomsterbedet.
Hold jorden ukrudtsfri mindst ½ meter, gerne mere, rundt om planten i mindst et år efter plantning. Derved sikrer du, at vand og næring beholdes til den nye plante og ikke til ukrudt og græs. Brug evt. ukrudtsmåtter eller bark, som minimerer ukrudtsspiringen.
Se ukrudtsmåtter og barkbeskytter.
Husk at holde jorden fugtig (ikke våd) ved de nye planter sommeren over, da rødderne endnu ikke har nået ned til et fugtigt jordlag. Mærk efter om jorden er fugtig i 10 cm dybde. Er jorden direkte våd, kan planternes rødder drukne eller rådne. Sivslange anbefales til blomsterbede, og vandingsposer til større træer.
Plant ikke op ad beton, cement og andre støbematerialer, da dette kan ændre jordens pH-værdi, så planten mistrives.
Husk jordtypen. Surbundsplanter som rhododendron, azalea, pieris, blåbær, skimmia og lyng kræver surbundsjord og rhododendrongødning. Roser kræver rosenjord og rosengødning. Citrus- og oliventræer kræver middelhavsjord og citrusgødning.
Beskyt mod den første vinter. Planter, som er plantet sidst på sommeren og i efteråret, anbefales det at beskytte mod hård vinterfrost, enten med lidt halm eller sphagnum omkring rodhalsen (ved stammen og roden).
Håndtering af Barrodsplanter
Barrodsplanter må ikke tørre ud! Men må heller ikke være direkte våde i lang tid.
Barrodsplanter er nemlig utroligt følsomme overfor udtørring på deres rødder.
Når du modtager planterne, skal de stilles i skyggen og køligt, f.eks. i carporten eller på nordsiden af huset, så rødderne får ilt og ikke tørrer ud. Hvis det ikke er muligt at plante samme dag, skal de plantes i indslag.
(Et indslag laves ved at grave en rende. Planterne plantes derefter i hele bundter i renden og vandes, så rødderne står kølige og fugtige, indtil de skal bruges. Du kan med fordel grave renden, hvor hækken senere skal plantes.)
Vær forsigtig, når planterne skal pakkes helt ud. Der er mange grene, som nemt flettes ind i hinanden. Der er typisk en snor om rødderne og en om grenene.
Tag ét bundt op ad gangen, når du skal i gang med at plante. På den måde mindsker du risikoen for, at rødderne tørrer ud.
Hvis terrænet falder mod plantestedet, kan dette komme til at virke som et badekar, da alt vandet vil trænge hen på det laveste sted. Opstår der vand i planterenden, vil rødderne i perioder kunne være uden ilt, hvilket kan forårsage skader og råd. I værste fald kan planten dø. For at undgå dette graves der drænrender mellem terræn og plantestedet.
Alle rødderne skal i jorden. Barrodsplanter kan have lange, tykke og tynde rødder, så sørg for, at alle og hele roden er under jorden.
Podestedet på roser skal 10 cm under jorden, da roser arbejder sig op ad jorden. Derefter er det vigtigt, at du hypper jorden op omkring rosen for at bevare podestedet under jorden.
Husk at løsne jorden omkring barrodsplanterne, da hård jord kan være lidt vandafvisende.
Top jord op omkring stammen, da det sikrer, at jordniveauet er det samme, selv efter jorden er sunket sammen. Ellers kan vand samle sig og drukne rødderne samt forårsage råd i rødderne.
Husk, at varme og tørre perioder stiller store krav til vanding af dine nye barrodsplanter og specielt nyplantet hæk.
Undlad at give barrodsplanter gødning i den første vækstsæson efter plantning, da det nemt kan skade rødderne.